Historie

Vestersøhus betragtes som et af dansk funktionalismes væsentligste værker. Byggeriet blev stildannende og prægede en række bygninger i den efterfølgende periode.

Ejendommen er tegnet af arkitekt Kay Fisker og udført i samarbejde med C.F. Møller i årene 1935-1939. Vestersøhus er et af hovedværkerne inden for den moderne funkisstil, hvor al overflødig pynt på ejendomme blev droppet til fordel for en optimal udnyttelse af hver enkelt kvadratmeter


Arkitekterne placerede Vestersøhus’ opholdsstuer og altaner mod vest ud mod Sankt Jørgens sø. Altanerne var halvt tilbagetrukket og halvt fremspringende. Hver opgang blev forsynet med en stor fællestagterrasse for alle husets beboere.

Den første sektion af Vestersøhus fra 1936 blev så stor en succes, at man valgte at fortsætte byggeriet, og ikke gennemføre Dahlerupsgades forlængelse til Vester Søgade. Alle lejlighederne var oprindeligt lejeboliger. Men efter ejendommen blev fredet i 1994, blev det besluttet at lejligheder, der blev ledige, fremover skulle sælges som ejerlejligheder.

Der er idag ca 1/3 af lejelejlighederne tilbage. Ejerne er organiseret i Ejerforeningen Vestersøhus, og lejerne i to foreninger.